MIN VÆGT VAR EN ELEVATOR.
ENTEN PÅ VEJ OP ELLER NED.
ALDRIG STABIL.
Mon du kan genkende
noget i dig selv?
Jeg har altid følt mig for tyk
Jeg har været SÅ fokuseret på min vægt og på alle tænkelige slankekure det meste af mit voksenliv.
Jeg lærte tidligt i min ungdom at tælle kalorier og blev herefter et levende, omvandrende kalorietælleapparat.
Jeg manglede altid "bare lige at smide de der 5-10 kilo ”.
Jeg har løbet, spinnet og sultet mig gennem hverdagene, og vægten gik ned.
Når det endelig blev weekend, var jeg skrupsulten og mistede alt hvad der mindede om kontrol. Så overspiste jeg i flere dage og vægten steg.
Op og ned, op og ned, sådan var min rytme i mange, mange år.
Det virkede også ok, forstået på den måde at jeg holdt mig indenfor en kropsvægt på +/- 5 kilo.
Men jeg var altid overfokuseret på mad/kalorier, tallet på vægten og altid skrupsulten.
Så startede overgangsalderen...
Jeg følte jeg havde ramt en mur.
Min situation var nu, at INTET af det jeg plejede at gøre virkede længere.
Jeg spinnede eller løb stadig, men nu ofte 4-5 timer om ugen i hverdagene. Faldt udmattet om når det blev weekend.
Jeg spiste nu kun ca 1000-1200 kalorier om dagen på hverdage, men når det blev weekend sprang alle mine appetitsikringer, og så overspiste jeg.
Stille og roligt blev jeg bare tykkere og mere drænet. Min optimisme forsvandt. Ligesom mit humør og min talje var forsvundet. Og så begyndte jeg også at mærke mange andre overgangsaldergener.
Jeg fik hyppigere infektioner, migræne, havde dårlig og afbrudt søvn, humørsvingninger, hede-svedeture og begyndende ømhed i mine led.
Tørre slimhinder, tissede lidt i bukserne når jeg grinede højt, hostede eller hoppede.
Jeg SAVNEDE min selvfølelse, min styrke, saft, kraft og kvindelighed. Og jeg manglede nogle stærke modne rollemodeller, i form af helt almindelige kvinder på min egen alder.
På det tidspunkt var jeg så inderlig træt, ked af det, udmattet og opgivende.
Jeg indså at jeg var på vej et helt forkert sted hen
Jeg var nødt til at ændre min adfærd, men anede ikke hvilken vej jeg skulle gå.
Jeg begravede mig i viden om overgangsalderen. Jeg blev nysgerrig på den nørdede måde, i forhold til overgangsalder og de naturlige biologiske/ fysiologiske sammenhæng og forstod, at jeg sad fast i et uhensigtsmæssigt mønster.
Jeg måtte revidere min solide overbevisning om at vægttab kun handler om "at tage sig sammen."
Indse at løsningen ikke lå i at spise færre kalorier og lave mere kalorieforbrændende træning.
For så simpelt er det regnskab ikke.
Jeg skulle tværtimod spise mere, men anderledes. Mad der indeholdt flere og bedre næringsstoffer. Jeg skulle træne i meget kortere tid, men på en langt mere effektiv måde. Jeg begyndte at styrketræne i stedet for at løbe/spinne.
Det jeg gjorde var vildt grænseoverskridende og krævede alt mit mod. For det var nærmest modsat alt jeg hidtil havde troet på.
Heldigvis var det MEGET lettere at leve i. Jeg tog mig selv nænsomt i hånden og begyndte at dele noget af al den omsorg, som jeg i mange år havde givet til andre, med mig selv.
Jeg indledte et nænsomt samarbejde med min krop
Et samarbejde der byggede på kærlig omsorg.
Og jeg blev min egen rollemodel. Mit eget bevis på, at man kan bevare både styrke, talje og det gode liv.
Jeg tæller ikke kalorier og vejer mig aldrig mere. Jeg hader restriktioner og stramme kostplaner, og giver ikke afkald på lækre madvarer, men vælger min selvforkælelse med langt større omhu.
Jeg sulter aldrig, savner intet.
Jeg er ikke alene sluppet lettere gennem overgangsalderen, jeg står også LANGT stærkere end jeg gjorde før.